Kunstterapi
I kunstterapien bruger vi et praktisk redskab til at gå på opdagelse i det ubevidste. Vi bruger maling, tegning, ler, bevægelse, rollespil og leg med den særlige hensigt at opdage eller genopdage de områder i psyken som ligger udenfor vores almindelige bevidsthed.
For kunstterapien er det karakteristisk, at det der tilbydes det enkelte menneske ikke er defineret på forhånd. I stedet tilbydes rum til forskellige former for kreativ udfoldelse, det være sig maleri, dans, modellering, drama, collage o.lign. Resultatet af udfoldelsen, det kreative udtryk, kan til en vis grad analyseres og føre til selvindsigt.
Dette beskriver kunstterapiens to fødder. Den ene fod er den kreative udfoldelsesproces, mens den anden fod er analyse-delen, som er terapeutisk. Begge processer indeholder muligheden for en fornyet selvforståelse.
Det særlige ved den kreative proces er, at den nogen gange går sine egne veje og fører os steder hen som vi ikke rationelt og med ord kan forudse og bestemme. Den kreative proces løfter ofte sløret for noget nyt, og derefter følger en mere terapeutisk proces der handler om at skabe en dialog med det ”nye”, for at kunne integrere det som en del af hverdagen.
Vi bruger fantasien til at gå på opdagelse i de kreative udtryk. Det betyder, at vi sjældent ”fortolker” billeder til at betyde noget andet (det var Freuds metode), men at vi sammen med vores klienter erfarer hvad billedet fortæller og mærker en personlig mening med det kreative udtryk.
Sammenhængen mellem teori og praksis i kunstterapien er helt central og nødvendig hvis vi skal udvikle metoder og forstå hvorfor kunstterapi virker.
Teoretiske modeller bruges til at forstå de erfaringer der opnås igennem den skabende aktivitet og den efterfølgende dialog om og med det kreative produkt.
Forståelsen af hvordan og hvornår teori kan inddrages som et led i en kunstterapeutisk praksis er en vigtig del af kunstterapeutens identitet og udelukker ikke friheden til at komme til udtryk med basis i kroppens behov for selv-regulering.
Inddragelsen af psykologisk teori kan være med til at udvikle kunstterapeutens evne til at målrette den mangfoldighed af metoder som kreative processer åbner mulighed for i forhold til klienters forskellige motivation og behov.
Metoder
Billedterapi
Den billedterapeutiske proces indeholder flere faser. Dels den skabende proces med at fremstille et billede, og dels en efterfølgende dialog om og med billedet.
Ofte er der en imaginativ eller fantasi-relateret samtale om billedets indhold, hvor vi leger os til en forestilling om hvad der sker i billedets virkelighed.
Undervejs i en sådan udforskning af et billede, kan der aktiveres erindringer fra det levede liv og den videre samtale er ofte inspireret af billedets symbolik.
Det giver den terapeutiske samtale en retning som har rod i billedet og dermed i det personlige ubevidste, hvilket ofte tilgodeser dybere behov hos klienten end den sproglige samtale alene kan formidle.
Kropsterapi
Terapeutiske forandringer bygger på et samspil mellem hoved og krop og mellem det bevidste og det ubevidste.
Derfor er en aktivering af kroppen også en aktivering af det ubevidste. Det kropslige aspekt i kunstterapien er helt centralt og indgår som et aspekt i enhver skabende proces uanset hvilket medie der inddrages, fordi kroppen er med-aktiv i skabelsen.
I kropsterapien er der en bevidst og vågen opmærksomhed i forhold til kroppens bevægelse og de emotionelle erindringer der ligger lejret i kroppen.
Krop og bevægelse bruges ofte til at aktivere det ubevidste, og kan derfra bibringe den billedskabende proces et kropsligt og dynamisk aspekt.
Musikterapi
I musikterapien bruges kroppen som resonans for det lydmæssige udtryk der bruges til at gå på opdagelse i det indre.
Ved brug af stemme eller forskellige musikinstrumenter udforskes tidlige eller nuværende relationer.
En af fordelene ved musikterapien er, at lydudtryk kan aktivere erindringsspor som ligger før end sproget blev inderliggjort.
Derved kan tidlige lag i psyken aktiveres og evt. udtrykkes i billeder hvorved en integration i bevidstheden kan ske igennem symboliserende samtale.
Musikterapien stimulerer ofte ukendte ressourcer ved brug af stemmen, som senere kan inddrages i terapeutiske forandringsprocesser.
Psykodrama
I psykodrama gestaltes det indre liv igennem rollespil, hvor gruppens øvrige deltagere kan vælges til at agere en rolle for den deltager som arbejder med et tema.
Det centrale i psykodrama er, at en indre problematik får en ydre iklædning, hvorved den kan fremstå mere forståelig for deltagerne.
Ofte belyses et tema ud fra en kulturel og almen sammenhæng som alle deltagere i en gruppe kan relatere sig til.
Filosofi
Den Jungianske metode bruges med det formål at genoprette kontakten og tilliden til de ubevidste sider i psyken, så vi igen kan være med til at træffe de beslutninger som er gode for os.
En del af Jungs fortjeneste var, at han opdagede at der i psyken var en selv-regulerende kvalitet. Det betyder at psyken altid reagerer når vi ikke lever vores potentiale i livet. Vi bliver måske syge, brænder ud på arbejdet og kan derfra miste vores evne til at handle i livet. Sådanne reaktioner sker ikke med ”vores gode vilje”, og styres altså af kræfter der ligger uden for vores kontrol.
Det grundliggende menneskesyn bygger på Jungs beskrivelse af psykens helende kræfter.
Erfaringen viser, at mange af kunstterapiens metoder kan bruges til at stimulere ressourcer i psyken igennem beskæftigelsen med symboler og udtrykkende kreative processer. Igennem symbolet kan der skabes en forbindelse til nye områder i psyken som kan forberede forandringer i livet og skabe en bedre livskvalitet for mennesker
I den Jungianske psykologi er der en grundlæggende tillid til det ubevidste og til selvet, som et aktivt og dynamisk princip der konstant søger mod helhed. Derfor er en del af kunstterapiens potentiale at skabe denne indre sammenhæng mellem det bevidste og det ubevidste igennem symboliserende leg, hvorved den personlige udvikling kan folde sig ud.
På Institut for Kunstterapi hviler de kreative metoder på et Jungiansk fundament. Det betyder at vi arbejder på at skabe en vedvarende dialog og tillid til ”selvet”, som er at forstå som en kerne i psyken der vil os det bedste og ikke det værste.