Masterclass i Jungiansk billedterapi
Med Vibeke Skov
Denne kursusrække indeholder 8 kurser på hver 3 dage over 2 år.
Der vil være max 8 deltagere på et hold
I denne kursusrække er der fokus på individuationsprocessen som den er beskrevet af Jung. Individuations processen handler essentielt om at udfolde det særlige potentiale vi har i os igennem livet, mens den terapeutiske proces tager hånd om de forhindringer der er forbundet med denne udvikling.
I praksis vil der være tale om et samspil mellem disse to forskellige former for udvikling, hvor den terapeutiske kan siges at være regressiv og have fokus mod integration af personligt ubevidst indhold, mens individuationsprocessen er mere progressiv og med retning mod fremtiden. Arbejdet med symboler udgør dermed den største ressource i individuationsprocessen, som udtryk for de arketypiske strukturer i psyken der endnu ikke er foldet ud i livet.
Med udgangspunkt i deltagernes livserfaringer og eksistentielle ståsted, vil vi undersøge forbindelsen mellem det individuelle og det fælles menneskelige ved brug af skabende aktiviteter, symbolske dialoger og billedterapeutiske gennemgange.
Forholdet til det ubevidste er, som ordet antyder, besværligt fordi det selvsagt ligger udenfor bevidstheden. Derfor inddrages de skabende aktiviteter som et mellemled der gør det muligt at forholde sig til ellers ubevidste dele i psyken igennem symboliserende dialoger.
Den jungianske analysemodel åbner symbolets betydning ved at inddrage kollektive forestillings billeder fra myter, eventyr og kulturhistorie i modsætning til den freudianske metode som er mere reduktiv og personlig. En del af undervisningen handler derfor om at bruge sprogets symboliserende evne, som et redskab til at udforske billeder før end de giver mening i det personlige liv.
Selvom den skabende aktivitet også indeholder et forløsende aspekt som i sig selv synes at regulere kroppens tilstand, så anses det også for vigtigt at inddrage sproget (det konkrete og det symboliserende) for at kunne skabe en reel og vedvarende forandring.
Tanken er at introducere en praktisk anvendelig metode som også er forbundet med en dyb forståelse for de psykologiske processer, således at deltagerne selvstændigt kan anvende kursuserfaringen i egen udvikling og i eventuelt arbejde med andre mennesker.
Indhold
Mange af Jungs centrale begreber vil danne udgangspunkt for undervisningen i kursusmodulerne.
Det vil være begreber som:
Individuationsprocessen
Psykens grundstruktur. Masken, jeget, skyggen, det modsatkønnede og Selvet
Det personlige og det kollektivt ubevidste
Affektteori
Drømme
Analysemodeller
Brug af myter i billedterapeutiske processer
Jungs typologi som redskab i billedanalyse
Projektion og kreativitet
Forsvarsmekanismer og kontaktfelt
Aktiv imagination
Der vil blive udleveret et kompendium med artikler der vedrører den teoretiske del.
Indhold under kurser:
På kurserne vil der være en vekslen mellem oplæg fra underviser hver anden gang og hver anden gang tages der udgangspunkt i de aktuelle temaer som deltagerne oplever i egen individuationsproces.
Metode
Deltagerne vil lære at bruge kreative udtryk, – primært maleriet, som en naturlig del af individuationsprocessen og som billeder der konkretiserer dele af den ubevidste psyke.
Der vil være undervisning i hvordan billeder kan bruges i en bevidstgørelsesproces både som et selvstændigt redskab i egen udvikling og som et redskab der kan integreres i en psykoterapeutisk praksis.
Med fokus på individuationsprocessen vil deltagernes egen udviklingsproces være helt central og derfor vil der max være 10 deltagere på et hold. Det særlige for denne kursusrække er, at undersøge sammenhængen mellem individuelle processer og individuationsprocessens mere almene karakter.
Forudsætning for deltagelse
Forløbet henvender sig til terapeuter og til mennesker der har været i gang med et personligt udviklingsforløb i nogen tid og som har et realistisk funderet selvværd.
Deltagerne skal kunne afsætte tid til fordybelse i drømme, maleri og litteratur mellem kursusmodulerne.
Deltagerne skal være motiverede til at arbejde dybdepsykologisk med sig selv og sammen med andre.
Pris
Hele forløbet koster 25.000,-kr inklusiv materialer, kaffe, the og frugt.
Der er et depositum på 3.000,-kr som dækker den sidste del af betalingen.
Depositum betales d. 1. maj eller ved senere tilmelding.
De resterende 22.000,-kr kan betales
- i to rater på hver 10.500,-kr. Her ydes en rabat på 500,-kr. Første rate d. 1. August 2022
- eller som en månedlig betaling på 1.000,-kr over 22 måneder med start d. 1. August 2022
Der er et opsigelsesgebyr på 3000,-kr
Forplejning
Der kan tilkøbes frokost på skolen for 180,-kr pr kursus. Der er ingen frokost søndag
Morgenmad og aftensmad sørger kursister selv for. Der er køkken på skolen, som frit kan benyttes.
Der er 5 sengepladser på skolen i 3 værelser som koster 250,-kr pr. nat.
Tid og sted
Dato
Der er kursus 4 gange om året à 3 dage.
Undervisning starter første dag kl. 10.00 og andre dage kl. 9.30.
Undervisning slutter hver dag kl. 18.00, undtagen den sidste dag kl. 17.00
Hold 4. Gruppen er lukket
Kursus 1. D. 22. – 24. september 2023
Kursus 2. D. 1. – 3. december 2023
Kursus 3. D. 15. – 17. marts 2024
Kursus 4. D. 3. – 5. maj 2024
Kursus 5. D. 9. – 11. august 2024
Kursus 6. D. 25. – 27. oktober 2024
Kursus 7. D. 14. – 16. marts 2025
Kursus 8. D. 23. – 25. maj 2025
Hold 5. Gruppen er lukket
kursus 1: D. 23. – 25. august 2024
kursus 2. D. 1. – 3. november 2024
kursus 3: D. 28. februar – 2. marts 2025
Kursus 4: D. 30. maj – 1. juni 2025
Kursus 5: D. 5. – 7. september 2025
Kursus 6: D. 5. – 7. december 2025
Sidste datoer kommer senere
Hold 6
Kursus 1: D. 12. – 14. september 2025
Kursus 2: D. 21. – 23. november 2025
Sidste datoer kommer senere
Underviser
Vibeke Skov
Leder, Ph.D. Kunstterapi