4-Årig Kunstterapeut Uddannelse – Oversigt og struktur

4-Årig Kunstterapeut Uddannelse – Oversigt og struktur 2018-04-29T15:44:25+00:00

Oversigt

Den 4-årige kunstterapeutiske uddannelse indeholder 2 moduler. Det første modul er på 9 kursusuger over 2 år, mens det andet modul er på 8 kursusuger over 2 år. Du kan først melde dig til de sidste to år på uddannelsen efter afslutningen på 1. modul. Kurserne afholdes som internatkurser på vores kursussted i Gadbjerg, der ligger mellem Vejle og Billund.

Formålet med uddannelsen er, at du som studerende udvikler en grundliggende tillid til kreative processer for dermed:

  • At stabilisere din personlige udvikling igennem egne kreative aktiviteter
  • At bruge din imagination med bevidsthed og empati
  • At bruge kreative metoder i forhold til forskellige målgrupper
  • At bruge begge hjernehalvdele i en kunstterapeutisk praksis
  • At udvikle en tillid til egen autoritet når du arbejder med andre mennesker
  • At fungere i et fællesskab hvor spiritualitet og individualitet er bærende for din faglige udvikling

Værdigrundlaget bygger på Jungiansk psykologi og nyere forskning, hvor terapeutens egen udviklingsproces er afgørende for klientens fremskridt i terapien.
Læringsprocesserne under uddannelsen sker igennem flere forskellige medier, såsom maleri, krop, lyd, og drama med hovedvægten på maleri og det visuelle udtryk.
Der undervises i teori og metode ud fra et bredt teoretisk grundlag, hvor teori og praksis følges ad.

Undervisningsformen er holistisk orienteret og inddrager krop, psyke, gruppeproces og spiritualitet. Den kunstterapeutiske proces indeholder 3 faser:

Den Kreative Proces

Den kreative aktivitet er den første fase i en kunstterapeutisk proces. Her udtrykkes dele af det ubevidste i en symbolsk form og gøres derved tilgængelig for videre udforskning. Det er også igennem den kreative proces at vi som mennesker kan regulere vores følelser, fordi dele af det indre føres ud i det skabende udtryk. Dermed ændres vores livskvalitet midlertidigt, men sjældent varigt, og ofte må den kreative aktivitet gentages for at vedligeholde en forandring.

Den Imaginative Dialog

I den næste fase bruges det kreative udtryk i en symboliserende og legende dialog med terapeuten. Her tales der om de forskellige dele af billedet og ved hjælp af fantasien skabes der en imaginativ fortælling ud fra billedets indhold. Nogle gange bruges et ”mellemmedie” til at udforske billedets forskellige figurer, således at billedet kan forankres i kroppen ved at bevæge sig eller rollespille dele fra billedet.

Den Personlige Samtale

I den afsluttende fase af den kunstterapeutiske proces skabes der associationer mellem billedets virkelighed og eksistensen. Ofte aktiveres ellers glemte erindringer eller nye muligheder igennem symbolarbejdet og dermed kan nye forbindelser i bevidstheden bane vejen til varige forandringer i livet.

Under uddannelsen trænes de tre former for aktivitet lige meget og anses for at være kunstterapiens særlige omdrejningspunkt.

Undervisningsform

Undervisningsformen er psykodynamisk og integrativ. Den foregår som en vekslen mellem egne kreative udtryk, øvegrupper i at bruge kreative udtryk i en terapeutisk sammenhæng samt refleksioner og formidling af teoretisk almen viden.
Formidling af teori sker i forlængelse af praktiske oplæg / øvelser og foredrag.

Struktur

Alle uger på kunstterapeut uddannelsen har et overordnet tema og en rækkefølge der har til formål at formidle en naturlig bevægelse fra den personlige udvikling og integration af ubevidste sider i den studerendes personlighed og frem mod en faglig kompetence i arbejdet som kunstterapeut.
I de første 2 år lægges hovedvægten på den personlige udviklingsproces, mens de sidste 2 år har hovedvægten lagt på individuationsprocessen, terapeut træning samt øvelse i kunstterapiens metoder i forhold til forskellige målgrupper.

I forlængelse af kursus ugen laves en rapport, hvor egne erfaringer beskrives og bringes i sammenhæng med teoretiske overvejelser. Rapporten afleveres ved starten af det efterfølgende kursus og der er en 20-minutteres individuel rapport vejledning under kurset.
Det bærende element på alle kursusuger, er brugen af de skabende processer med fokus på maleriets muligheder, som et redskab til fordybelse, kontakt og samtale.

1. Modul

Den Personlige Udvikling

  • At den studerende i trygge omgivelser udvikler en selvomsorg for egen livssituation.
  • At den studerende bevæger sig indad mod en autentisk og kropslig funderet personlighedskerne.
  • At den studerende opnår erfaring og viden om identitets dannelsens samfundsbestemte vilkår.
  • At den studerende får etableret et trofast forhold til egen kreativitet.

Den Faglige Udvikling

  • At forstå egne og andre gruppemedlemmers udviklingshistorie i lyset af udviklingspsykologiske teorier.
  • At opnå viden om de kreative processers psykoterapeutiske muligheder indenfor behandling, pædagogik og selvudvikling.
  • At kunne skelne mellem jegdannelses proces og individuationsproces i forhold til valg af metode.
  • At få kendskab til psykoterapiens grundliggende teoretiske fundament.

1 År

Personlighedens udvikling

1. Kursus Uge

Det hele menneske

En introduktion til Jungiansk orienteret kunstterapi
Kreative processer relateres til begreber som skyggen, det maskuline, det feminine og selvet

2. Kursus Uge

Mor – barn relationen

Brug af stemme, musik og billeder i kunstterapi
En oplevelse af det indre mor-barn forhold igennem lyd og billede

3. Kursus Uge

Familie konstellationer

Brug af fotocollage i kunstterapi
En undersøgelse af familie mønstre til forståelse af personlighedens opbygning.

4. Kursus Uge

Maleriet som forløser

En uge med maleriet som guide til fordybelse og frihed
Undervisning i selv-regulering igennem kreative processer.

5. Kursus Uge

Udviklingspsykologi

Kreativ udforskning af personlighedens dannelse baseret på Stern’s udviklingspsykologi.
Fra symbiose mod selvstændighed.

2 År

Krop og Symbol arbejde i kunstterapi

6. Kursus Uge

Det indre parforhold

En undersøgelse af det indre parforhold igennem ler og billeder
En aktiv brug af imagination i forhold til eksistens og livskvalitet.

7. Kursus Uge

Skam og kreativitet

Udforskning af skammens kropslige, psykologiske, sociale og spirituelle konsekvens.
Baseret på affekt teori.

8. Kursus Uge

Psykodrama og billeder

Udforskning af brug af kroppen igennem rollespil og billeder
At bevæge billeder igennem psykodramatiske metoder

9. Kursus Uge

Jeg – selv aksen

En opsamling af det personlige udviklingsforløb igennem billeder, imagination og sprog
Træning i kunst terapeutiske metoder til etablering af forholdet mellem jeget og selvet

2. Modul

Den Personlige Udvikling

  • Udvikle en socialt funderet tillid til egne ressourcer, samt et mod til at bruge dem.
  • At kunne fastholde sin egen autoritet ud fra en sund kontakt med egne ressourcer
  • At kunne afgrænse egne følelser fra klientens følelser i den empatiske kontakt til klienten
  • Der kræves 25 timers egenterapi i løbet af 1. modul udover den egenterapi i gruppe som indgår i uddannelsen.

Den Faglige Udvikling

  • At kunne bruge sprogets symbolske og konkrete muligheder i kunstterapeutiske processer,
  • At kunne veksle mellem billedets projektive rum, klientens kontakt med egen udviklingsproces og kontaktfeltet mellem klient og terapeut.
  • Selvstændigt at kunne bruge kreative metoder i psykoterapeutisk arbejde.
  • At forstå betydningen af modoverføringer i psykoterapeutisk arbejde.
  • I praksis at forstå kunstterapiens etiske grundprincipper.

3 År

Integrationsprocesser

10. Kursus Uge

Integrativ kunstterapi
Fra balance mod forandring

Træning i at arbejde med kunstterapiens forskellige retninger.
Kunstterapi på et biologisk, psykologisk, socialt og spirituelt grundlag.

11. Kursus Uge

Kunstterapi med børn og unge

Indøvelse af kunstterapeutiske metoder i arbejdet med børn.
Om praktisk og empatisk brug af imagination og leg.

12. Kursus Uge

Kollektive komplekser

En udforskning af kulturelle og kollektive komplekser igennem fotocollage.
En træning i brugen af intuition og egne indre forestillingsbilleder i terapeutisk praksis

13. Kursus Uge

Brug af psykodrama og billeder i forhold til overgrebs problematikker

Terapeutisk træning i at bruge krop, psykodrama og billeder i forhold til overgrebs problematikker.
Om at få kroppen med i den terapeutiske kontakt

4 År

Kunstterapeutisk praksis

14. Kursus Uge

Heling af skam igennem kunstterapi

Indøvelse af konkrete trin i en kunstterapeutisk heling af skam.
Træning og supervision af overføring og modoverførings problematikker

15. Kursus Uge

Far – datter forholdet

Betydningen af det indre og ydre far-datter forhold i forhold til egen autoritet i rollen som terapeut.
Træning i terapeutiske færdigheder

16. Kursus Uge

Supervision af kunstterapeutiske forløb

Fra spejling mod resonans i interaktionen med klienter.
Træning og supervision af kunst terapeutiske forløb.

17. Kursus Uge

Den kreative terapeut

Træning i brugen af kunstterapeutiske færdigheder. Om tilliden til egen kreativitet og faglig identitet.

Praktik

  • Praktikforløbet tilrettelægges individuelt.
  • Praktikken sker i samarbejde med Instituttet, og ligger på uddannelsens 4.år.
  • Praktikperioden skal indeholde mindst 50 timers træningsterapi udover den færdighedstræning der indgår på uddannelsen.
  • Den studerende skal modtage mindst 25 timers supervision, ud over den supervision der indgår som en del af kunstterapeut uddannelsen.
  • Ekstern supervision skal varetages af en dertil godkendt psykoterapeut, som instituttet evt. kan henvise til.
  • Der udarbejdes en praktikrapport efter praktikperioden med mindre praktikken inkluderes i det afsluttende speciale.
  • Rapporter: Der afleveres i alt 14 rapporter under uddannelsen.
  • Specialet består af et afsluttede selvvalgt emne og må indeholde 45-50 sider.

Kursusbevis

  • Der gives et kursusbevis for gennemførelse af de første 2 år, Modul 1.
  • Der gives et diplom for gennemførelse af det samlede 4-årige uddannelsesforløb heri inkluderet praktik, dokumenteret supervision og egenterapi, samt beståelse af den afsluttende eksamen. Dette giver retten til at bruge betegnelsen diplom kunstterapeut.
  • Instituttet forbeholder sig ret til at opsige en elev, hvis vedkommende ikke viser et tilstrækkeligt personligt engagement i forløbet.
  • Instituttet forbeholder sig ret til at afvise en elev der søger om en plads på Modul 2, hvis Instituttets undervisere ikke finder pågældende elev egnet til at praktisere som terapeut.

Evaluering

Kunstterapeut uddannelsen blev evalueret i 2008 og igen i 2012 og godkendt i at opfylde socialministeriets krav til psykoterapeutiske uddannelser. Evaluerings perioden slutter d. 31. marts 2017. Uddannelsen bliver ikke gen-evalueret. Istedet forstærkes samarbejdet med den Europæiske sammenslutning af kunstterapeuter (NEAT), hvor kunstterapeuter fra 28 lande mødes en gang årligt for at udveksle forskning, metoder og erfaringer. Formålet med NEAT er at danne en Europæisk forening for kunstterapeuter.