FaMoBa supervisor

2 – årig kreativ supervisoruddannelse

Formål

Vil du være eksamineret FaMoBa-supervisor?

Uddannelsens formål er at skabe en helhedsorienteret supervisionstræning, hvor supervisors omsorgsside (mor), rammesættende evne (far), samt den imaginative kreativitet (barn), spiller sammen i et dynamisk og ligeværdigt forhold (FaMoBa). Formålet er desuden at give de studerende redskaber til og træning i at kunne anvende forskellige kunstneriske metoder (musik- billed- og psykodramaterapeutiske metoder) tilpasset supervisionstemaet i supervisionsprocessen. Den teoretiske undervisning vil kvalificere de studerende til at kunne supervisere på individ, gruppe og organisationsniveau, kunne skelne mellem intern/ekstern supervisionsetik samt kunne afgrænse supervision til andre lignende arbejdsfunktioner.

Delmål

1.Viden: Du vil som eksamineret Famobasupervisor have viden om kontraktforhold i supervision, supervisionsetik, supervisionsformer, supervisionsteori og forskning i supervision

2.Færdigheder. Du vil erhverve færdigheder i at anvende dig selv som supervisor med en udviklet resonans til dit indre barn og dine indre forældre i en psykodynamisk selvforståelse i supervisorrollen

Du vil kunne anvende kunstneriske medier (musik, billeder, drama) tilpasset behovene i de enkelte supervisionsprocesser

3.Kompetencer: Du vil som eksamineret Famobasupervisor kunne supervisere kunst-, musik-, drama- og verbal psykoterapeuter samt andre faggrupper inden for sundhedssystemet med anvendelse af musik-, kunst- og dramaterapeutiske redskaber tilpasset den supervisoriske situation og proces.

Du vil kunne udføre individuel- og gruppesupervision som intern/ekstern supervisor. Derudover vil du kunne tilbyde kollegial refleksion, faglig vejledning og udviklingssamtaler indenfor social- og sundhedsfaglige områder, hvor kunstneriske medier er en integreret del af metoden.

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til psykoterapeuter, heriblandt musikterapeuter, kunstterapeuter, psykodramaterapeuter, kropsterapeuter, verbale psykoterapeuter, eller tilsvarende, med interesse for og nogen erfaring i brug af kreative metoder.

Uddannelsen giver kompetence til at supervisere psykoterapeuter (se ovenfor) og andre med sundhedsfaglig baggrund ved brug af kreative metoder.

Omfang

Uddannelsen strækker sig over to år og indeholder 8 kurser på hver 3 dage (fredag – søndag)

Sammenlagt 120 timer inklusiv 7 individuelle supervision på supervisionstimer. De øvrige timer fordeles med teori 30 timer, metodelære 35 timer og supervision på supervision i gruppe 48 timer inklusiv eksamen.

Form og indhold

FaMoBa er en supervisoruddannelse som bygger på en integration af psykodynamiske, relationelle, analytiske og spirituelle retninger indenfor psykologisk teori og praksis.

Træningen i FaMoBa metoden handler om at udvikle en dynamisk levende resonans i det indre samspil mellem en indre repræsentant for far, mor og barn i den kommende supervisor ved brug af kreative redskaber.

Formålet er, at supervisors indre familiebalance er med til at skabe den bedste forudsætning for supervisor funktionen i supervisionsprocesser i psykoterapeutisk sammenhæng.

En ubalance i familiebalancen kan eksempelvis vise sig ved en overdreven omsorg, for rigid struktur eller mangel på ansvarlig adfærd.

Det vil i praksis betyde, at der, ud over de grundlæggende strukturer og rammer omkring supervisionsprocessen herunder supervisionens mål, form, indhold og etik, arbejdes på et indre personligt og arketypisk spor som en del af supervisionstræningen.

Uddannelsen er et tilbud om at integrere verbale supervisionsmetoder med musikterapeutiske, kunstterapeutiske og psykodramatiske processer i supervision. Dette for at skabe en balanceret, helhedsorienteret og kreativ bevidsthed hos supervisor. Den kreative bevidsthed kan indfinde sig hos supervisor som et resultat af at kunne rumme øjeblikket længe nok til at blive inspireret i processen.

Kursusmodulerne vil indeholde en vekslen mellem teoretiske oplæg, kreativ metodetræning samt supervision på supervisionsprocesser fra egne klienter.

Beskrivelse af de enkelte moduler følger snarest.

Undervisningsform

Teoriundervisningen vil foregå som oplæg og diskussion i hele gruppen. Individuel supervision på supervision foregår på kursusstedet på første kursusdag, hvor kursisterne fordeles mellem de tre undervisere. På alle metodekurser og supervision på supervision i gruppe vil der være tre faste undervisere til stede, som arbejder med supervision af supervision i et kreativt samspil. Elementer fra musikterapi, psykodrama og kunstterapi vil blive anvendt i arbejdet med den indre familiebalance og danne en ny og integrativ metode indenfor supervision, som vi kalder for FaMoBa metoden. Deltagerne vil lære at bruge elementer fra alle udtryksmåder i et fleksibelt samspil i deres virke som supervisor.

Egne erfaringer af kreative procesoplevelser vil indgå i forløbet som en læring i metodens anvendelighed.

Rytme under kursus modulerne

Fredag

Kl. 10.00 – 13.00: Individuel supervision på supervision

Kl. 13.00 – 15.00: Frokost

Kl. 15.00 – 18.00: Den indre FaMoBa udvikling. Fælles kreativ metodetræning

Lørdag

Kl. 10.00 – 13.00: Teori

Kl. 13.00 – 15.00: Frokost

Kl. 15.00 – 18.00: Teori/Kreative supervisions processer

Søndag

Kl. 10.00 – 13.00: Teori/ kreative supervisionsprocesser

Kl. 13.00 – 14.00: Frokost

Kl. 14.00 – 16.00: Kreative supervisionsprocesser/ metodelære

Optagelseskriterier:

  1. Psykoterapeutisk uddannelsesniveau svarende til en 4 – årig psykoterapeutisk uddannelse a. indenfor musikterapi, kunstterapi, kropsterapi, psykodrama eller verbal psykoterapi
  2. Du skal have mulighed for at udøve supervision enten gennem dit arbejde eller på anden vis. Eksempler på supervision gennem dit arbejde kan være supervision med kollegaers terapeutiske arbejde eller supervision af studerende under praktik.
  1. Du skal have haft mindst 200 timers praksiserfaring med egne klienter indenfor psykoterapi efter endt uddannelse
  1. Du skal have erfaring med supervision på egen praksis
  1. Du skal være motiveret for aktivt at bruge kreative medier under uddannelsen.

Opgave

På det sidste semester skrives en individuel opgave om et relevant emne indenfor supervision på ca. 25 sider (10.000 ord).

Der er 2 timers fælles vejledningstimer til udfærdigelse af denne opgave. Heri indgår vejledning i skriftlig formidling af at kombinere det relationelle, det analytiske og det spirituelle paradigme indenfor psykoterapi. Dertil kommer 4 timers individuel vejledning til opgaven. Opgaven bliver internt bedømt til bestået/ikke bestået.

Eksamen

Det sidste undervisningsmodul (modul nr. 8) vil bestå af en mundtlig eksamen der består af to   dele. 1) Formidling af den skriftlige opgave (20 minutter) samt formidling af et supervisionsforløb (25 minutter). Der vil blive anvendt ekstern censor og bedømmelsen bestået/ikke bestået. Alle deltagere er til stede ved hinandens eksamensformidling.

Dato

Uddannelsen starter i 2025. Datoer kommer senere

Pris

Uddannelsen koster samlet 36.000,- kr

Der betales et depositum på 3.000,- kr ved tilmelding som dækker sidste del af uddannelsens pris

Resten af beløbet betales som 8 kvartalsrater på hver 4.125,- kr med start d. 1. 8. 2024

Der er et opsigelsesgebyr på 3.000,- kr

Sted

Alle kurser afholdes på Institut for Kunstterapi, Engelsholmvej 10, 7182 Bredsten

Der er få sengepladser på kursusstedet, men ellers henvises til overnatning i området.

Mulighed for B&B i gåafstand fra kursusstedet.

Organisation og ledelse

Uddannelsens leder er Cand.Psych., PhD, Kunstterapeut Vibeke Skov.

Studieledere med ansvar for undervisning og modulgennemførelser er Lektor Emerita, PhD Musikterapeut Inge Nygaard Pedersen og psykodramaterapeut Sissel Kristianne Helberg Bøhn.

Intern kvalitetssikring

Der vil blive afholdt løbende evaluering af uddannelsen såvel fra de studerende samt fra den eksterne censor. De faste lærere på uddannelsen vil invitere til et møde med andre supervisoruddannelsesledere og – undervisere under psykoterapeutforeningens regi efter hvert uddannelsesforløb m.a.o. hvert andet år.

Tilmeldingsfrist

Uddannelsen starter hvert andet år

Der optages max. 12 studerende på et hold

Sidste frist for tilmelding er d. 1. juni 2024

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Inge Nygaard Pedersen.

E-mail: inp@ikp.aau.dk Tlf: 26 22 96 14

Sissel Kristianne Helberg Bøhn

E-mail: siskris@mail.dkTlf: 50 90 72 50

Vibeke Skov

E-mail: kunstterapi@kunstterapi.dk Tlf: 26 14 95 44 

Undervisere

Claus Haugaard Jacobsen

Cand. psych., PhD., autoriseret psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi. Han har i mere end 30 år arbejdet med psykoterapi og supervision, er i dag i privat psykologpraksis og har tidligere været beskæftiget i voksenpsykiatrien samt som professor i klinisk psykologi og leder af universitetsklinikken.
Han har i mange år uddannet og superviseret psykologer, læger og andre faggrupper i psykoterapi på alle niveauer og har, ud over en række forskningsartikler og bogkapitler, udgivet bøgerne Jacobsen & Mortensen (2013) Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag samt Jacobsen & Mortensen (2017) Supervision af psykoterapi og andet behandlingsarbejde.

Se mere på www.claushaugaard.dk

Inge Nygaard Pedersen

Lektor Emerita. PhD. Uddannet Cand.Phil. musikvidenskab, Dipl. Musikterapeut, GIM Fellow (Guided Imagery of Music), Eksamineret afspændingspædagog. Forfatter/medforfatter til 4 bøger, herunder Pedersen (red.) (2013) Kunstneriske medier af supervision af psykoterapi. Indsigt og vitalitet, og et stort antal publikationer om musikterapi (se vbn.aau.dk). Opbygning og leder af Musikterapiuddannelsen på Aalborg Universitet 1982-1995, lektor/professor mso samme sted til 2021. Leder af musikterapiklinikken Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien/Aalborg Universitet 1995-2021. Godkendt supervisor 2010. Omfattende supervisionserfaring.

Sissel Kristianne Helberg Bøhn

Psykodramaterapeut med efteruddannelse i kropsterapi, og klinisk kompetence i gruppeterapi. Godkendt psykoterapeut af The European Association for Psychotherapy.

Har udgivet bogen ”Livsbilder i Bevegelse” og digtsamlingen ”Livets Fragmenter”

Vibeke Skov

Cand Psyk., PhD. Autoriseret psykolog. Grundlægger og leder af Institut for Kunstterapi siden 1987. Forfatter til 6 bøger om kunstterapi. Glas og billedkunstner

Lars Ole Bonde

Ph.D (musikterapi). Musikterapeut og Primary trainer (Guided Imagery and Music). Klinisk supervisor.  Fhv. professor i musikterapi AAU. Professor emeritus v. Center for Research in Music and Health (CREMAH), Norges Musikkhøgskole.

Talrige publikationer om musikhistorie, musikpsykologi, musikpædagogik, musikterapi og musik og helse.

Ekstern Censor Per Thorseth

Autoriseret Cand. Psych. fra Aarhus Universitet år 1990. Specialist i Psykoterapi og Supervision. Uddannet i Systemisk Teori og Metode samt Psykodrama. Har i godt 30 år arbejdet med familieterapi og kunstterapi. Ophavsmand til Psykologhuset Aarhus fra år 2000-2022. Undervist og superviseret psykologer i godt 20 år. Privatpraktiserende med tilskud fra sygesikringen. Er nu privatpraktiserende psykolog i Hornbæk.

Ansøgning til uddannelsen