Kunstterapeutuddannelsen flytter til nye omgivelser

Efter at have haft kursussted i mere end 30 år, hvoraf de sidste 15 år har været i Gadbjerg, flytter kunstterapeutuddannelsen og diverse kurser til Søhuset på Engelsholmvej 10, 7182 Bredsten.
Det har længe været mit ønske at fokusere mere på uddannelsen og mindre på forplejning og udlejning og jeg føler at det rigtige tidspunkt nu er kommet.
Jeg har arrangeret anden overnatning i gåafstand til Søhuset og dem der ønsker det kan bo hjemme eller på andre steder som vi henviser til i nærheden.
Der serveres stadig frokost som vores gode kok Ioanna laver, men morgenmad og aftensmad sørger de studerende selv for. Der vil være køkken på overnatningsstedet.
Fremover vil der max være 12 studerende på et uddannelseshold, og stedet lejes ikke ud til andre end vores egne studerende og kursister.
Flytningen sker fra d. 1. 4. 2020 og det meste af marts måned vil gå med at tømme Gadbjerg.
Vi inviterer alle nuværende og tidligere studerende til at hjælpe med tømning og loppemarked de sidste 3 weekender af marts. Måske er der et særligt klenodie som du kunne være interesseret i at eje! Det vil være muligt at overnatte på stedet ved den lejlighed. Jeg sender reminder ud om det senere.
Jeg håber at Søhuset og naturen omkring stedet vil danne en inspirerende ramme omkring de kunstterapeutiske aktiviteter, som de har gjort for mig igennem 18 år på stedet. Min tid med glas er ved at være afsluttet, men jeg beholder en ovn som studerende kan boltre sig med udenfor undervisningstiden. Søhuset vil være åbent fra kl. 9.00 – 20.00 under kurserne.
Der vil indrettes bibliotek, workshoprum og meditationsrum samt spisestue og køkken i Søhusets stueplan (ps. katten følger med biblioteket)….Eventuel underviser og jeg selv vil bo på husets 1. Sal.
På gensyn i Søhuset

Venlig hilsen Vibeke Skov